Etik

I Danmark spiser man svinekød; man benytter alt fra grisen. Skind til beklædning, kød til madvarer.

I Grønland gør man det samme med sælen. Fangeren sejler ud i frost og kulde, skyder, sælen som så trækkes ombord i kajakken, i jollen eller båden. Når sælen landes, flænses den, og alt af sælens indre benyttes i husholdningen. Sågar tarmene. Disse – kogte – smager himmelsk! Skindet anses som et biprodukt eller affaldsprodukt. Skindene indhandles til Great Greenland, Qaqortoq, som garver disse, vidt forskellige og meget smukke skind, som efterfølgende omsættes til smukke beklædningsgenstande.

Sælskind er, siden der eksisterede mennesker på Grønland, benyttet til beklædning, da sælskind er varmt, slidstærkt, vind og til dels vandtæt. Når børn i Grønland får en sælskinds-flyverdragt, går den som regel i arv til søster, bror, kusiner, fætre eller andre i familien. Dvs. det er ikke et ”køb og smid væk” produkt.

Sælen lever et frit liv i havet, indtil den bliver skudt.

Jeg har rigtig god samvittighed over at bruge grønlandske sælskind til udformning af mine produkter.

Jeg synes, jeg er privilegeret at bo og arbejde i sælens land. Grønland er smukt, stort, fantastisk. Vejret kan være utroligt barsk, lige så barsk som fangerens arbejdsbetingelser.

Copyright/Ane Møller Højllund